4. Projektets formål, effekt og indhold – kort sammendrag af projektet
Høst og opbevaring af crimpet vådt korn er en interessant mulighed under økologiske forhold. Tidlig høst er således en fordel med hensyn til etablering af efterafgrøde eller bekæmpelse af rodukrudt. Hvilket igen er væsentlige faktorer for at få sædskifte og næringsstofbalance til at fungere bedst muligt under økologiske forhold. Crimpning er også en oplagt teknologi til at konservere proteinrige hestebønner og lupiner, som ofte bliver høstet med en høj vandprocent. Flere økologiske kvægbrugere, som har crimpet korn, lupiner og hestebønner med et højt vandindhold, har dog rapporteret om problemer med kvalitet og holdbarhed af afgrøderne, og der er stor usikkerhed om, hvilken metode og ensileringsadditiv, der giver det bedste resultat.
På den baggrund er formålet med projektet at:
- At undersøge effekten af økologisk godkendte ensileringsadditiver på kvalitet og holdbarhed
- At undersøge protein- og energiværdi til malkekøer af crimpede partier af tidligt høstet korn samt lupiner og hestebønner
- At analysere ensileringskvalitet, holdbarhed og opbevaringstab af crimpede partier
- At lave kalkuler over foderprisen baseret på data fra de medvirkende kvægbrug
- At formidle resultater og erfaringer til økologiske mælkeproducenter
I 2013 blev projektet startet op. I 2014 skal der måles udbytte og kvalitet efter lagring samt regnes økonomi på crimpningsmetoden. Projektet etablerer et analyseprogram, som følger ensilering, stabilitet og foderværdi af de færdige partier.